Fra byhus til otte afdelinger
Det hele startede i Kolding i 1924
P. Christensen er en af landets største bilforhandlere med afdelinger i det meste af landet. Det er en familieejet virksomhed gennem generationer – alle med en passion for biler.
Nu skruer vi tiden 95 år tilbage…
Grundlagt 1924
I 1924 grundlagde Peter Christensen virksomheden
P. Christensen a/s på Haderslevvej 45-47 i Kolding.
Han ansatte tre medarbejdere, der primært solgte personbiler og reservedele fra det lille byhus midt i Kolding.
Mercedes-Benz
I 1935 blev P. Christensen autoriseret forhandler af Mercedes-Benz. Forretningen blev stadig drevet i byhuset, hvor Peter Christensen boede med sin familie.
På billedet kan man se en lille dreng på en cykel.
Det er Peters søn, Hans Peter Christensen, som i fremtiden kommer til at føre P. Christensen videre.
2. Generation
Umiddelbart efter 2. verdenskrig starter Hans Peter Christensen i sin fars virksomhed.
Her solgte han biler, arbejdede på lageret og hjalp sin far med de administrative opgaver.
Mønten 6 i Kolding
Det gik rigtig godt i firmaet – så godt, at P. Christensen i 1972 flytter ud til nye og større lokaler på Mønten 6 i Kolding.
Her fortsætter salget med Mercedes-Benz personbiler, varebiler og lastbiler med god plads til både biler og personaleudvidelse. Her bliver organisationen opdelt i salg, administration, værksted og lager.
3. Generation
I 1991 træder Hans Peter Christensens søn,
Peter Christensen, ind i firmaet. I fællesskab overtager far og søn den daværende Mercedes-Benz forhandler i Odense
– samme afdeling som Peter Christensen i 1995 får det fulde ejerskab over, mens Hans Peter Christensen
fortsat tager sig af afdelingen i Kolding.
Ny direktør
Som led i et generationsskifte overtog Peter Christensen i 1999 også ejerskabet af Kolding-afdelingen og blev hermed direktør i P. Christensen a/s.
Allerede fire år efter, udvider Peter Christensen firmaet, da han opkøber Mercedes-Benz forhandleren i Sønderjylland med to afdelinger. Så i 2003 forhandler og servicerer P. Christensen personbiler, varebiler og lastbiler på Fyn
og hele området fra Kolding og ned til grænsen.
Nordeuropas største
Mercedes-Benz bilhus
Efter mange gode år på Mønten 6 i Kolding, bygger Peter Christensen i 2008 nordeuropas største Mercedes-Benz bilhus på 7.500 m2 på Trianglen 11 i Kolding.
Herefter udvider P. Christensen med forhandling
og servicering af smart i Odense og Kolding.
Autoriseret forhandler af Peugeot
I 2014 udvider P. Christensen igen udvalget – og bliver autoriseret forhandler af Peugeot i Kolding. I den forbindelse bygges der et helt nyt bilhus overfor Mercedes-afdelingen
på Trianglen 11 i Kolding. Peugeot bliver hurtigt en del af
P. Christensens DNA og allerede året efter, opkøber Peter Christensen Peugeot Risskov ved Aarhus.
Biler i hele landet
I 2017 udvides produktsortimentet yderligere, da Peter Christensen som led i et generationsskifte hos Henrik Larsen Biler a/s opkøber afdelingerne på Østerbro og i Albertslund. De to afdelinger forhandler og servicerer
Peugeot, Citroën og Honda.
I dag har P. Christensen 8 afdelinger med knap 400 medarbejdere i det meste af landet. Vi har alle en stor passion for biler – og vi forhandler og servicerer
Mercedes-Benz, smart, Peugeot, Citroën og Honda.